Udvikling er indsigt
Udvikling er også øget indsigt i egne værdier, grænser og behov!
Vinnie Andersen, Master i Positiv Psykologi MoPP, Psykoterapeut MPF og Coach
Signe Lillegaard Haldgran Master i Positiv Psykologi MoPP, Coach og udviklingschef i Københavns Kommune
“ Det er på tide at afvikle udviklingen” skriver Allan Holmgren som overskrift den 29.9.14 I anmeldelsen af Svend Brinkmanns nye bog – Stå fast – et opgør med tidens udviklingstvang, i Politiken.
Svend Brinkmanns bog rummer et befriende opgør med den ”accelererende kultur”, hvor alt skal gå hurtigere og hurtigere, og hvor vi skal være forandrings- og omstillingsparate, og I evig udvikling både fagligt og personligt med nye udviklingsmål og et tilsyneladende konstant krav om selvudvikling. Svend Brinkmanns bog er udsolgt fra forlaget, så det har kun været muligt for os, at læse udvalgte passager, anmeldelser, og høre en udseendelse med ham i DR p1. – men med alt den interesse, der har været i medierne og for bogen, er der ingen tvivl om, at så hans kritiske bidrag må opleves som et tiltrængt indspark i debatten.
Vi er meget enige i at en ”accelererende kultur” med de konstante krav om evig udvikling både fagligt og personligt kan give anledning til en oplevelse af et problematisk pres og krav for det enkelte individ, og vi er også enige I at individuelle problemer som stress, angst, og depression kan ses som effekter af de kulturelt skabte problemstillinger, og at tilværelsens sociale, samfundsmæssige og eksistentielle problemer på den måde kommer til at fremstå som individuelle problemer. MEN vi er uenige i Brinkmans argumentation eller anvisning af løsningen på den komplekse problemstilling.
Brinkman skaber et paradoks, når han I sine provokerende satiriske 7 anvisninger på løsningsforslag kommer med en stribe individuelle “råd” som at tage nejhatten på, fyre sin coach, dvæle ved fortiden, og holde op med at mærke efter sig selv osv.…., når han påpeger at angst, depression, og stress netop ikke skal ses som individuelle problemstillingerne men kulturelle, undre det os, at han vælger om end satirisk at komme med individuelle råd fremfor anvisning på løsninger som kunne benyttes i fællesskabet på arbejdspladsen, i samfundet eller politisk. Her kunne diskussionen med fordel handle om hvornår nok er nok, og hvordan man dybest set ønsker at påvirke udviklingen af arbejdspladsen i både det private og offentlige på en måde, så mennesker både kan præstere godt og overkomme at fungere i det uden at blive syge.
En anden væsentlig problemstilling som Brinkman overser eller undlader at forholde sig til, er hvad den enkelte person skal gøre, hvis denne oplever ikke at kunne følge med, hænge på eller ”bare” føler sig utilstrækkelig. Når man har de følelser begynder folk typisk at føle forskellige grader af pres, stress eller måske ligefrem angst for at blive fyret. Her kommer man sjældent ret langt med at tage nejhatten på, dvæle ved fortiden eller fyre sin coach. Forskning viser endda at mange mennesker har stor glæde af coaching, samtale, psykoterapi eller sågar undervisning i positiv psykologi! og at det kan hjælpe med håndteringen af de udfordringer som giver fx stress, angst eller depression. Mange stressramte mennesker er pligtopfyldende, ansvarsfulde mennesker som i den grad har levet op til deres pligter i meget lang tid, så meget at de er blevet eller ved at blive syge af det. Disse mennesker føler typisk, at det er skamfuldt at have brug for hjælp, og kæmper med følelsen af svaghed ved ikke at kunne klare belastninger som
” alle de andre” tilsyneladende kan. Dermed er Brinkmann med sin nedladende retorik medvirkende til yderligere stigmatisering af disse mennesker. For dem er udvikling både en nødvendig og en god ting, særligt hvis den også handler om at opnå en vigtigt indsigt i egne værdier, grænser og behov. På sigt kan håbet være, at få opbygget en større robusthed, så de bliver bedre til at håndtere udfordringer og problemer. Måske kan det endda medvirke til at man får styrke til at påvirke fællesskabet på en måde, så der kan siges til og fra og hvornår nok er nok, og på den måde kan ens egen personlig udvikling være det første spæde skridt til afviklingen af konkurrencestat, effektiviseringsræs, konstant krav om vækst og dokumentation.